Missionær sladder og greeny power (o:

Nedenstående email, hvor Emil fortæller om sin tur på sygehuset, sendte han hjem til mor, far, Mads og Sofie d. 23 september.
Jeg besluttede mig først til: at denne ville vi beholde for os selv, men nu deler jeg det så alligevel på bloggen  (o:

Der er ikke æ, ø og å på computere i Grækenland. Derfor ae, oe og aa.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kaere alle sammen! :D


Haha! Der er sket noget sjovt/maerkeligt i missionen mens jeg har vaeret paa hospitalet! Da jeg blev hentet af et af aegteparrene i bil var det eneste jeg tog med mig en Mormons Bog og en folder om genoprettelsen. Da jeg skulle til at undersoeges og fik at vide at jeg nok ville blive der en dag eller to, proevede missionær aegteparret og min kompagnien at tage dem fra mig (da jeg jo ikke ville faa brug for dem der), men jeg taenkte at jeg nu nok ville faa brug for dem og lod mig ikke overtale - dagen efter havde hele Athen missionen hoert den historie! og snakkede om det - Der blev ogsaa bedt for mig i begge kirker i Athen.
Da de kom og besoegte mig soendag fortalte de at de andre missionaere havde snakket om at det var sejt af mig at beholde bogen paa hospitalet, og de spurgte om jeg havde faaet missionaeret? Jeg fortalte dem om et par gode oplevelser jeg havde haft med personalet paa hospitalet, men at jeg ikke havde faaet tid nok med nogen af dem endnu til at det rigtig var blevet til noget endnu andet end froe plantet. De saa ogsaa at jeg stadig bar missionaer toejet istedet for det hverdags toej de havde givet mig, at jeg ikke saa noget tv og naegtede at drikke den sorte te de gav mig fordi det var godt for maven (hvilket alt sammen faktisk i sig selv skabte en hel del respect blandt personalet for kirken og mig som missionaer, hvad de tydeligt udtrykte), samme dag fik resten af missionen i Athen at vide at jeg plantede mange froe og stadig holdte missionaerenes "standart of conduct". Haha taenk at det er noget at snakke om hva', men det fik jeg afvide naeste dag at der var blevet snakket en del om.. da de kom mandag fortalte de at mange af missionaerene mente at et ophold paa sygehuset normalt ville opfattes som en ferie og mulighed for at se tv og smage sort te fordi det jo er en medicin og slappe af i normalt toej. - Jeg mener nu staedig at enhver missionaer som havde vaeret i mit sted ville have gjordt det samme, saa saa specielt er det heller ikke.
Jeg svedte dog MEGET paa grund af jeg ogsaa havde skiftende feber og koldsved og besluttede tilsidst at jeg kunne tage hvad hospitalet tilboed - en hvid kjortel, men jeg beholdt stadig skiltet paa.. Saa det var naeste dags emne naar snakken gik blandt missionaerene og isaer det at Praesident Charles kom om mandagen og udvalgte nogle tv-kanaler jeg kunne se hvis jeg kedede mig (HA! Hvem kan kede sig naar man er ene missionaer til at omvende et hospital og ogsaa bliver noedt til at bruge kraefter paa at blive rask igen og i oevrigt har rigeligt at taenke paa?!), men stadig ikke saa noget tv.. tirsdag kom Praesidenten og hans hustru igen med hans assistenter og min kompagnien og de snakkede om de rygter der gik i missionen og Praesidenten saa lidt glad ud (selvom han er MEGET bekymret for mig fordi jeg var saa syg! Hans kaerlighed til hans missionaere er SAA ENEORM!!!).
Ugen foer havde jeg skrevet et brev til Praesidenten om troen paa mirakler (greeny power som de andre missionaere kalder det), og om hvordan mange missionaere her ikke mente det ville ske for dem, men at det var fordi de ganske enkelt ikke troede paa dem. Han skrev tilbage og udtrykte et haab om at jeg maatte vaere et eksempel for missionen fordi han vidste at de andre missionaere havde brug for det. Jeg fortalte dem om nogle af de gode oplevelser jeg havde haft. Blandt de bedste var den respekt folk paa hospitalet viste for mig og kirken og et par af de dejlige snakke jeg allerede havde haft med noget af personalet!
De to historier der virkelig var gode var dog da jeg snakkede med en sygepejerske som senere fortalte mig at boede lige ved siden vores kirke i Halandri i Athen! Og saa da de skulle undersoege mig ved at foere et kamara gennen endetarmen og videre gennem mine tarme.. jeg var lidt nervoes for at blive lagt i fuld bedoevelse, saa lige inden de spoejtede sovemedicinen ind gennem min drop, stoppede jeg dem og overtalte dem til at bede med mig foerst. Saa jeg bad en smuk og meget inderlig boen med dem paa graesk forst, og bagefter kiggede de alle meget fascinerede rundt og saa gav en af dem mig bedoevelsen.
Selvfoelgelig kom historierne rundt i missionen paa ingen tid! - En mission maa uden tvivl vaere den STOERSTE HOENSEGAARD nogen sinde!!!! Naeste dag (Onsdag kom et par af missionaerene fra et andet omraade af Athen og besoegte mig! Jaaaah!! De fortalte at jeg var den som ALLE talte om - medlemmerne ogsaa men specielt alle missionaerene! Det eneste missionaerene i Athen talte om hele tiden var de ting de havde hoert om mig..de sagde jeg var en "missionary legend" i Athen allerede og påpegede at jeg endda kun havde vaeret her for fjerde uge nu!.. Saa de genfortalte hvad de havde hoert og jeg bekraeftigede det hele.. De sagde ogsaa at de ville have set masser af tv, saa de var rigtig imponeret over hvor standhaftig jeg var.
Jeg foelte mig pinlig over alt den ros da jeg stadig ikke syntes det er noget saa saerligt, saa denne gang var jeg meget paapasselig om ikke at give dem noget nyt sladder at loebe med, selvom jeg godt kunne maerke paa dem at de gerne ville have noget friskt at bringe videre.. De spurgte ogsaa hvorfor jeg ikke beklagede mig eller virkede gnaven, over ikke at kunne vaere med til zonekonferrancen dagen foer og at jeg var saa syg, men jeg bar vidnespyrd for dem om en staerk foelelse jeg havde haft, nemlig at der var nogle meget vigtige froe for mig at plante og at Gud havde forsikret mig at jeg var praecis hvor Han ville have mig.
Saa saa en af dem at jeg ikke havde mit skilt paa. Han spurgte mig om det og fortalte at han jo havde hoert jeg havde den paa hele tiden! Jeg svarede ham pinligt at jeg hverken havde mulighed for at barbere mig eller gaa i bad, saa jeg havde taget det af samme morgen fordi mit skaeg var begyndt at gro ud og fordi jeg lugtede, saa jeg foelte ikke at jeg skulle baere det naar jeg nu ikke levede op til en missionaers udseende, og saa bar jeg vidnesbyrd om vigtigheden af ikke kun at have de aandelige ting iorden.. Han slog fingrene sammen og udbroed: "That is even more hardcore!! That is so cool of you!".. saa det loeb hurtigt rundt fra mund til mund blandt missionaerene.. fra idag er historien at jeg foelte en staerk tilskyndelse til at efterlade en Mormons Bog og en folder om genoprettelsen samt en af de smaa flyere til en anden i natbordsskuffen paa hospitalsvaerelset, saa det gjorde jeg.. det er maerkeligt.. paa fem dage har jeg opnaaet helte-status blandt missionaerene, for hvad enhver missionaer ville have gjort.. Jeg skriver ikke denne historie til jer for at sige jeg er god eller for at goere jer stolte eller noget, men for at fremhave at der ikke er noget tidspunkt hvor vi ikke behoever at holde Guds bud, og at vi altid vil faa velsignelser naar vi goer det!!

Tak for dit brev jeg lige har laest far! :D Det var rigtig godt!! :) hmm men missionaerer maaler ikke deres mission paa deres antal daab, men paa deres lydighed og haarde arbejde (hvilket saa resulterer i daab!) ;D

Jeg elsker jer!! vaer ikke bekymret for mig! - Gud er med mig og holder sin maegtige haand over mig hvor end jeg gaar, naar jeg ogsaa bare passer paa mig selv saa godt jeg nu kan! Gud oenskede mig paa hospitalet, saa det er hvor jeg tog hen!


Med kaerlig hilsen

Aeldste Held!