En fuld fremmed i kirke.

I søndags i kirke sad der en fuld fremmed i vores gæsteklasse.
Jeg bød ham velkommen og han begyndte at græde, og fortalte at han havde villet komme i kirke i så lang tid, og nu havde han endelig fundet derhen. Han bad mig om ikke han kunne blive døbt, og om jeg ikke kunne hjælpe ham med at holde op med at drikke.
Hans ydmyge bøn rørte mit hjerte.

I den eftefølgende klassetid, snakkede jeg med ham og underviste ham sammen med en anden missionær. Min faste makker, ældste Leit gik med en af vore andre gæster i klasse.
Vi havde en god tid med at snakke med Morris, som han hedder, og han udtrykte oprigtig ønske om at lære og at ændre sit liv.
Efter mødet mødte vi et af vore medlemmer søster Sanko, hun råbte Morris navn i forbavselse, da hun så ham.
Søster Sankos fortalte mig, at hun og hendes familie i mange år havde gjort rent hos og ydet hjælp til Morris mor, og i alle de år havde de tit inviteret Morris med i kirke, men hver gang de så var kommet for at hente ham, havde han ligget og sovet, og til sidst havde de holdt op med at invitere ham. Og nu havde han så selv fundet derom.
Søster Sankos bad mig grædende om jeg ikke kunne hjælpe og undervise Morris.
Resten af Sankos familien kom til, og var alle glædelig overrasket over at se Morris i kirke.

Jeg håber inderligt, at dette er begyndelsen på en historie med en lykkelig slutning.

kærlig hilsen

ældste Held